Arkiv for kategorien '1337'

Den gamle Budbrain demo

torsdag, 11. december 2008

Det var 1990 og folk lavede vilde ting med Amigaens blitter og hardcore matematik direkte omsat til assembler. De første 3D-demoer med shading begyndte at dukke op. Det var altsammen meget flot, men den danske demogruppe Budbrain valgte en lidt anden retning. De tegnede nogle sjove animationer og satte lyd på og lavede en fornuftig megademo ud af det.

Mange kodere blev meget fortørnede over den forholdsvis primitive kode i demoen, men jeg kunne nu godt lide deres beat-boxende ællinger (6 minutter og 11 sekunder inde i videoen).

Se demoen efter springet… (for ikke at have alt for meget flash på forsiden)

(more…)

Demoscenen lever

onsdag, 29. oktober 2008

“Hver gang du tror, at en kunstart har nået sit højdepunkt og der ikke kan opfindes mere, vil der komme en person og gøre lige præcist det”

Det løst oversatte citat stammer fra dokumentarfilmen “Scratch” som handler om de ekstremt dygtige DJs og deres omgang med pladesepillere, men kan bruges generelt om alt undtaget håndbold (fordi håndbold hovedsagelig består i trøjeriveri og stikken fingre i hinandens øjne).

Demoscenen er ikke ret kendt blandt almindelige mennesker. Den består i al sin enkelhed af nogle computernørder, som går op i at lave digitale kunstværker, bestående af grafik, lyd og programmel, som presser hardwaren til det yderste. Demoscenen var stor i 80′erne og begyndelsen af 90′erne, hvor maskinerne hed Commodore 64, Amiga, Atari ST og var forholdsvis simple. Tusindvis af nørder mødtes til demofester, hvor mange måneders demoprogrammering kulminerede i fremvisningen af ens værk foran et publikum af nørder. Der blev kåret vindere i flere demo-discipliner og de dygtigste demogrupper kunne drage hjem igen med ny hardware og tonsvis af respekt.

Det var mange år siden. Jeg forlod scenen omkring 94, hvor PC’en vandt hardware-krigen og det ikke længere var helt så sjovt at kode op mod de voksende API’er og hvor tiden og lysten ikke rigtigt var til at sætte sig ind i de mængder af dokumentation, som fulgte med den mere og mere komplekse hardware.

Jeg troede egentligt, at de fleste andre havde det på samme måde og at demoscenen stille og roligt fadede ud i tidens glemsel og talentmassen sev ud i de forskellige industrier. Det gjorde den også. Mange endte med at blive professionelle programmører, lave musik til TV og radio og grafik på reklamebureauer.

Men scenen kørte videre og der er blevet lavet ting, som jeg aldrig troede var mulige. Der bliver stadig produceret sindssyge demoer og brugt mange mandeår.

Beviset er her.

Her findes der også mange af de helt gamle demoer.
De følgende dage vil jeg finde frem til nogle af de fedeste og linke til dem her på bloggen.

Her er en af Fairlight - en gruppe, som også fandtes dengang i 80′erne. De kan stadig.

I HAS 1337 CODE. LOL!!1

tirsdag, 29. maj 2007

De små LOLCATS vil ikke gå væk fra mit net. Nu er folk i gang med at opfinde et programmeringssprog, baseret på lolcat sproget. Et eksempel:

HAI
CAN HAS STDIO?
I HAS A VAR
IM IN YR LOOP
UP VAR!!1
VISIBLE VAR
IZ VAR BIGGER THAN 10? KTHXBYE
IM OUTTA YR LOOP
KTHXBYE

Må Gud (eller Det Flyvende Spaghettigmonster) hjælpe os alle. Projektet har en hjemmeside lige her.

Commodore 64 i stærkt comeback

torsdag, 7. september 2006

commodore64.gif Netop som man troede, at gode gamle Commodore 64 aldrig mere ville blive nævnt i et mainstream medie, skete det alligevel. Natascha Kampusch’ bortfører brugte nemlig udelukkende en Commodore 64 til at skrive sine dokumenter på.

Det østrigske politi kan ikke rigtigt finde ud af, hvordan sådan en brødkassse skal bruges. Man kan lige forestille sig en ung IT-kyndig østrigsk betjent, som ikke kan finde ud af at finde hvordan man tilgår A:-drevet på sådan en og lede derefter febrilsk efter en harddisk inde i den lille grå box. Så skriv dog LOAD”*”,8,1 pansermenneske.

The Guardian har artiklen for de engelskkyndige.

Nerdcore Hip-Hop

torsdag, 13. juli 2006

Nerdcore hip-hop Det her er et guldkorn. Det er musik, som du hverken kommer til at høre på Voice, P3 eller i “Musikprogrammet” på DR2. Det er Nerdcore Hip-Hop. Det er rap om ASCII-tegntabeller, spillemaskiner og Sailor Moon, lavet på computere og fremført af computernørder.

Noget af det er horribelt. Noget af det holder vildt. Det meste af det er til at holde ud at høre på.

Der er fire albums på siden. Du skal naturligvis kunne køre Bittorrent. Tag og installér den originale klient, azureus eller Bitcomet, åben op for port 6881-6889 på din router, slå hul i din firewall og download, download, download, download.

Wikihow

mandag, 10. juli 2006

Mmmmmmm.... baconWikipedia er efterhånden den foretrukne kilde til fakta om folk, dyr, steder og ål. Wikihow er en samling af vejledninger til at leve livet efter. Ved du ikke hvordan man steger bacon i mikrobølgeovnen? Har du planer om at lade en en guldfisk blive rigtig gammel?. Forstår du måske ikke din kats sublime humor?

Wikihow har svarene.

Men ikke altid. For det meste svarer den faktisk forkert.

Jeg ville vide, hvordan jeg kunne undgå at få fartbøder.
Wikihow foreslog, at jeg skulle lære at undgå at få influenza.

Jeg ville vide, hvordan man stopper med at være en idiot.
Wikihow ville lærer mig til at spille forsvar på et fodboldhold.

Jeg ville vide, hvordan jeg kunne skifte køn.
Wikihow ville have mig til at diskutere sex med mine børn, som jeg ikke har.

Jeg ville vide, hvordan jeg kunne bygge en tidsmaskine.
Wikihow ville fortælle mig, hvordan jeg kunne føle mig godt tilpas i et nyt fitnesscenter.

Sådan er nettet - klogt, men alligevel ikke ret smart.