Der har været talt en del om, hvorvidt hovedrolleindhaverne i Harry Potter-filmene efterhånden ikke er for gamle til at spille Harry, Ron og Hermione - for vokseværk kan give visse problemer …

Hvor ubegribeligt det end måtte være, så har en del af den danske befolkning valgt at henslæbe deres søndag aften med en times spildtid. I øjeblikket hedder det “Forbrydelsen” - et tv-epos på nogle få hundrede afsnit, hvor man på nuværende tidspunkt ca. er nået til afsnit 60.

Første afsnit gik med at introducere os til alle personerne. Nu skulle man så mene, at vi burde kende dem, men alligevel bliver alle i serien omtalt ved deres fulde navn. Således siger “efterforskerne” stadig “Mordet på Nanna Birk Larsen”, selv om det burde være åbenlyst, hvem der er tale om - bare man sagde “Nanna”. Tilsvarende kommer politikvinden hjem til politikeren “Troels Hartmann”, og spørger minsanden i døren om “Troels Hartmann” er hjemme - Sig mig engang! Hvor mange Troels-er bor der i et og samme hus?
Sådan er det vist hele vejen igennem…

Det værste er nu engang filmens optagelser. Alt opklaringsarbejde foregår om natten, og alle lamper er slukkede. Selv i lokaler, der normalt af arbejdsmiljømæssige årsager burde være oplyst, er belyst med en Nefa-lygte med flade batterier. Hvad ved jeg - måske er det en slags effekt for at skabe stemning, men det er ved at være en anelse trivielt.
Trivielt er også manuskriptet. Pointen med at introducere en ny mistænkt virkede fint i de første 30-40 afsnit, men nu er det ved at være decideret pinligt! Desuden er stereotypen “Sarah Lund vs. bad-cop-som-ikke-følger-reglerne” nu så latterlig, at man må anse “Forbrydelsen” som satire, snarere end drama.

Quentin Tarantino har engang fortalt om, at han arbejde i en biograf som ung, mens han læste. Han så derfor ikke filmene, men hørte dialogen og sound-tracket. Det har betydet, at netop dialogen, og det at man som publikum kan danne sig egne billeder ved at lytte, har en særlig plads i Quentins film. Dialogen bliver “autentisk” og man kan ved at lukke øjnene, selv forestille sig en scene…
Hvis du tør, kan du prøve den samme øvelse med “Forbrydelsen”. Læs en bog eller gør noget andet, mens du kan høre seriens lyd. Når du ikke har fået rettet dine tæer ud efter en måned, har du ret til at blive henvist til en ortopædkirurg på et privathospital - efter den nye sygehuslov.

Denne her er sjov, fordi man næsten kan huske scenen, ved at høre dialogen.

Det er også unfair at sammenligne “Forbrydelsen” med noget af Quentin… Det ville også være unfair at sammenligne “Forbrydelsen” med “Hvide Løgne“. Heldigvis for førstnævnte, eksisterer sidstnævnte ikke længere, og på den måde kan dialogen og skuespillet i “Forbrydelsen” alligevel holde en overvældende stor mængde mennesker til sofaen.

(Hvis du er fornærmet over dette blogspot - så giv skylden til min skriveblokade)

6 bud på B-filmenes værste scener. Det er værre end skakten på en travl fredag!

Glem alt om Tomb Raider og Resident Evil …

Èt spil har nærmest skreget efter at blive til en film … nu er den her endelig!

En lille spas filmquiz baseret på samme teknik som den nye feature på blok4.dk, hvor der i fremtiden vil vises nøglesituationer fra diverse kampe, produceret i MS Paint.

Her er der dog tale om interaktivitet, idet man skal gætte filmtitlen ud fra diverse mere eller mindre hjælpeløse computer-tegninger. Slet ikke en dum ide, og jeg ramte da de fleste (det GJORDE jeg!)

Klik på påske-fyren herunder og quiz med.

I andledning af den apatiske stilhed på bloggen, bringer vi hermed dagens wikipedia-artikel. Det er i al sin enkelthed en undersøgelse af FPM-faktoren i diverse film.

Og hvis du undrer dig over hvad FPM-faktoren er, er det såmænd den eneste rigtige indikator for, hvor god en film er: En måling af hvor ofte ordet “fuck” er blevet brugt i diverse film.

Den totale liste findes her.

Vigtig viden før du skal i Blockbuster!

Jeg går næsten aldrig i biografen mere. En 32 tommers fladskærm, bittorrent og tildels DVD’ere har fortrængt lysten til at sidde i et mørkt, ildelugtende rum sammen med flere hundreder andre mennesker, som knaser med slikpapir og slurper sodavand i sig. Den endelige grund til min uvilje mod biografer hedder dog Don Lafontaine.

For ca. 10 år siden, begyndte jeg at lægge mærke til, at næsten samtlige amerikanske trailers var indtalt med den samme dybe stemme, som talte på en irriterende messende måde. Langsomt. Langsomt. Dramatisk. Irriterende… uudholdeligt. Trailer efter trailer. Stemmen snøvler sig igennem ophøjede sætninger om de mest banale handlinger. Den stopper aldrig.

Forleden dag googlede jeg “the movie trailer voice guy”. Google har altid de rigtige svar og navnet Don Lafontaine poppede op på skærmen. Manden må have kostet filmindustrien flere penge, end samtlige BitTorrent-sites. 5000 trailere, tv-reklamer og andet gøgl er det blevet til for Don. Det er mange. Alt alt for mange. Don. Tag og stop. Nu.

Havde dette været en rigtig film, ville den have potentiale til et ægte hit. Især hos de grumme ateister her på siden, der bruger masser af blog-space til at fortælle om, hvor dumme kristne er