Han er bare en bjørn med en meget lille hjerne. Alligevel er historierne om Peter Plys og alle hans venner i 100-meter-skoven, kendt og elsket af de fleste.

For selv om hjernen er lille, er hjertet stort. Og Plys’ naive syn på … ja, alting omkring ham - er nærmest blevet religion for mange. Der er blevet skrevet tykke bøger om “den filosofiske Plys” og om den livsklogsskab, der efter sigende findes i bøgerne. Morsomt at tænke på, når:

“It is more fun to talk with someone who doesn’t use long, difficult words but rather short, easy words like “What about lunch?”

Og frokosten står helt sikkert på honning, eller rettere; “mon ikke det er tid til en lille mundsmag honning?”. Det eneste der er vigtigere for Plys end honning, er hans venner:

“Gode venner kan lave alting sammen - men kun de bedste venner er i stand til at lave ingenting sammen.”

Grisling er Peter Plys’ bedste ven, og følger ham næsten overalt. Især fordi Grisling er et nervøst lille rad. “D-d-det er også svært, at være modig, når man bare er et meget lille dyr”.

Æsel minder om en del af B4-debattørerne (eller er det omvendt?). Pessimisten over alle pessimister, som er overbevist om, at himlen snart falder ned. Han er dog også konstant ramt af uheld - så som at miste sin hale. På trods af det negative sind, er han en af 100-meter-skovens mest elskelige indbyggere.

Tigerdyret gør det, som Tigerdyr er bedst til - dvs. alt hvad der er fart, fest eller spænding over. Men især at hoppe - gerne halen formet som en spiral - elsker han.

Ninka Ninus er den snusfornuftige i flokken - eller rettere; sådan vil han gerne fremstå. Hader uorden (som er jo ellers er en del af med dé venner).

Af andre skal nævnes Ugle - skovens lettere forvirrede “vis”mand … og Kængubarnet - flokkens yngling.

Derudover er der selvfølgelig Jakob - Plys’ gode ven - som er søn af Alan Alexander Milne, der har skrevet de oprindelige historier om Peter Plys og alle vennerne. Efter sigende er det godnathistorier, som han fortalte sønnen om ham (altså Jakob) og hans bamse; Winnie The Pooh.

Uanset hvad er historierne fantastiske; især på grund den lille bjørn med det store hjerte.

“If you live to be a hundred, I want to live to be a hundred minus one day, so I never have to live without you.”

(Til EF)

Jeg var for nylig en tur i Barcelona, som er en by, hvor miljøet for gade- og undergrundskunst er blomstrende. Gadekunst er i sin natur rebelsk og utilpasset, hvilket ofte kommer til udtryk i shout-outs mod etablissementet og den herskende kapitalisme, hvor alting bliver et spørgsmål om økonomi. Hvis man f.eks. vil have en stemme i gadebilledet, er det som regel størrelsen af din pengepung som gør sig gældende. De fleste budskaber i det offentlige rum er derfor præget af løfter om et bedre liv, hvor det gode liv hænger nøje sammen med konsumerisme.

Gadekunst er noget simpelt fortalt et udtryk for det modsatte. Her er budskabet ikke styret af salgsargumenter og derfor er det også ilde set, når kommercielle firmaer (mis)bruger den æstetik, der er forbundet med gadekunst. Herunder er et eksempel på en - ellers flot - Nike-reklame, som er blevet vandaliseret af en gadekunstner, som mener, at han er den eneste rigtige konge. (Y yo soy el unico rey)

Hvad skæmmer gadebilledet mest? Grafitti og street art eller den stigende mængde af reklamer?

Jeg savner Carnevalles hash-reklamer, og da min seneste ting her på siden blev overhalet indenom af BT’s kopimaskine, venter jeg ikke med at smide denne lille ting fra Katt Williams på bloggen.

Det handler om græs.

Katt Williams er i øvrigt en af de absolut sjoveste stand-up’ere, der findes derude. Han er bl.a. kendt fra Def Comedy Jam og en del film, og hvis du render ind i hans navn på nettet, skal du ikke tøve med at tjekke det ud. Det er altid spas

Idag skal vi have os et indlæg om en tegneserie. Men ikke hvilken som helst tegneserie. Nej, jeg taler om cremen af cremen.

Calvin And Hobbes eller Steen Og Stoffer som de hedder på dansk.

Charmen ved Steen Og Stoffer-striberne er at Bill formår at forene en seks-årig drengs fantasi og eventyr med anskuelser, filosofier og temaer taget fra den voksne verden. Derfor er man aldrig for gammel til at læse en stribe med Steen. Det gælder også jer i skakten.

Striberne er samlet ét sted på nettet og jeg anbefaler stærkt at man genopfrisker sin egen barndom gennem Steens fantatiske univers.

Idag eksisterer ‘comic-strips’ (men ikke Calvin and Hobbes) stadig på bagsiderne i aviserne, men nettet har taget konceptet op, og flere sjove eller bare mærkelige comicstrips på nettet. Kender du Arne? Eller White Ninja, det gør du vel.

Men hvad så med: Sinfest

Det jeg egentlig vil frem til er, at comicstrips er ’still going strong’. Det giver læseren muligheden for at tage en kort pause, trække lidt på smilebåndet og så ellers fortsætte sin hverdag.

Er der nogen der kan slå den?

Søndag eftermiddag. Glemt at handle ind i går. Tusinder mennesker i ISO. Sjap og gråvejr. Grimme børn og larmende forældre i lapset tøj, der skubber med indkøbsvognen fordi de skal have fat i det sidste pund hakket oksekød på tilbud. Arbejde i morgen, konen er sur og der er alt for længe til sæsonstart 2007/2008.

Der er rigtig mange ting, man kan gå og bruge negativ energi på - men det forekommer spild af tid i det helt store billede. Universet er i hvert fald ikke imponeret af dine emotionelle udslag:

Uanset hvor meget kosten foran burde opdrage sine børn ordentligt, og uanset hvor belastende det er, at den fine sne er blevet til beskidt sjap på de fine sko, fylder negative ting og mennesker kun det du giver dem lov til.

God søndag - gå nu ud i den og nyd det

Havde dette været en rigtig film, ville den have potentiale til et ægte hit. Især hos de grumme ateister her på siden, der bruger masser af blog-space til at fortælle om, hvor dumme kristne er

Den rationelle bevægelse mobiliserer. I en tid hvor verden for hver dag der går synes at blive mere og mere formørket af religionens dogmer, er det betryggende at se, at den sunde fornuft spirer i jordbunden.

Jeg var forleden til forpremiere på Nikolaj Cederholms ‘Åh Gud’ der spilles på Betty Nansens annex-scene Edison. Cederholm karakteriserer selv forestillingen som en form for ‘intellektuel stand-up’; dvs. stand-up med nyttig information istedet for jokes. Showet er dog alligevel ganske fornøjeligt og tonen er hård overfor religionen.

Cederholm går historisk og systematisk til værks i hans agiteren mod religion. Han sammenligner på kryds og tværs mellem religionerne for at finde slående ligheder og underbygger sin undren med spøjse citater fra historiske personer.

Jeg giver gerne min uforbeholdne anbefaling af stykket som jeg ser som et vigtigt indspark i den offentlige debat. Gå ind og se det.

Forestillingen har premiere i aften og løber indtil 3. marts. Du kan læse mere på bettynansen.dk, hvor du også kan se en lille video.

Nu er det her jo en blog, så der skal også være noget til masserne. I løbet af forestillingen fremhæver Cederholm ‘The Blasfemy Challenge‘, som et interessant fænomen. Det går ud på, at man ved at ’sælge sin sjæl’ kan vinde en dvd. Se herunder hvad det går ud:

Jeg skal undlade at drage sammenligninger, blot konstatere at giraffer minder mig om noget jeg har oplevet før. Og så er de sjove