Sidste uge befriede Apple lydfilerne på itunes. Det var en god nyhed. De “frie” filer indeholder dog et lille påskeæg.

Inden du skynder dig ud på nettet og deler filerne (fyyyyyyy!), bør du vide, at de indeholder information om dig. Dit iTunes kontonummer og din email-adresse er lagt ind i lydfilen. Det er derfor nemt at spore filerne tilbage til dig.

Det er selvfølgelig ikke optimalt at skjule personlig information om dig i lydfilerne, men det er dog stadig et langt mindre onde end DRM. Og det er jo ulovligt at downloade musik, så Apples forsøg på at kunne spore dem tilbage er næsten legitimt.

Der er dog nogle scenarier, som kan få din røv i fedtefadet, uden at du gør noget forkert. Bliver din laptop eller USB-nøglering med musik fra iTunes stjålet og filerne delt på nettet, kan du godt risikere at blive uvenner med både Apple og politiet. Det samme gælder, hvis du har en trojaner på din computer og en 16-årig russer har adgang til dine diske.

Bevisbyrden i retten er naturligvis stadig anklagemyndighedernes, men derfor kan Apple stadig godt lukke din konto og du kan få en masse bøvl.

MacWorld 2009 slutter i dag og der er som sædvanligt lidt nyheder til Apple-fans. I år har Apple introduceret nye MacBook Pro 17′’ og den revolutionerende MacBook Wheel (alting er kun få hundrede klik væk). Det er jo meget fint at kunne skrive en mail på 45 minutter…

Den store nyhed i år er i mine øjne befrielse af iTunes. Apple har lovet at fjerne DRM fra iTunes ved udgangen af marts 2009. Det er fantastisk nyt til folk, som rent faktisk betaler for musik.

I dag er det sådan, at når man køber musik hos iTunes, får man nogle filer som er “låst” med DRM. Det betyder, at man ikke kan konvertere dem til andre formatter eller afspille dem på fremmede computere. Man er bundet til iTunes-afspilleren og dens quirks. Med DRM på filerne får den ærlige forbruger lov til at betale for et produkt, som er dårligere end, hvad man kan downloade gratis. på The Pirate Bay. Den ærlige forbruger må derfor føle sig dum, når han prøver at uploade sine dyre filer til en USB nøglering og prøver at få bilradioen til at afspille dem.

DRM er lidt af en fuser og udtryk for en forkert tankegang, hvor forretningsdrivende straffer de mange gode kunder på grund af et mindretals (dårlige) opførsel.

Godt gået, Apple. I har lignet Microsoft mere og mere de seneste 5-6 år, men det her er et godt træk.

Fogedretten er blevet enig med sig selv om, at danskerne ikke skal have adgang til alle de filer, som The Pirate Bay linker til. De har påbudt de danske internetudbydere at blokere for adgangen til siden.

Dommen blev oprindeligt udstedt mod den lille udbyder Tele2, men nu er de større danske udbydere begyndt at indføre nogle meget primitive DNS-baserede spærringer, som er til at lukke op at sk#de i, hvis man har den mindste smule forstand på IT.

Den danske organisation Piratgruppen har lavet vejledninger til, hvordan man omgår spærringerne. Vejledningerne kan læses her.

Jeg var for nylig en tur i Barcelona, som er en by, hvor miljøet for gade- og undergrundskunst er blomstrende. Gadekunst er i sin natur rebelsk og utilpasset, hvilket ofte kommer til udtryk i shout-outs mod etablissementet og den herskende kapitalisme, hvor alting bliver et spørgsmål om økonomi. Hvis man f.eks. vil have en stemme i gadebilledet, er det som regel størrelsen af din pengepung som gør sig gældende. De fleste budskaber i det offentlige rum er derfor præget af løfter om et bedre liv, hvor det gode liv hænger nøje sammen med konsumerisme.

Gadekunst er noget simpelt fortalt et udtryk for det modsatte. Her er budskabet ikke styret af salgsargumenter og derfor er det også ilde set, når kommercielle firmaer (mis)bruger den æstetik, der er forbundet med gadekunst. Herunder er et eksempel på en - ellers flot - Nike-reklame, som er blevet vandaliseret af en gadekunstner, som mener, at han er den eneste rigtige konge. (Y yo soy el unico rey)

Hvad skæmmer gadebilledet mest? Grafitti og street art eller den stigende mængde af reklamer?

Her er en sød historie om nogle små børn, som sjipper for Gud. Især introduktionen, hvor vi når igennem emner som mishandling af børn (det er ok at smække, men ikke at slå), pirater, guldringe og psykiske medier, der forudså de gule børns ankomst til vestkysten. Nåh ja, og så den gode kristne kvinde, der lærte disse børn at sjippe til kristen musik.

Ovenstående er blot ment som facts, og ikke nogen form for ironiseren over en historie, der sikkert er helt sand og ikke særlig rar.

Hvad er nu det for noget? Slap af… det er bare et tal. Et meget højt tal, men stadig bare et tal. Et specielt og meget ulovligt tal. Tallet kan nemlig bruges som nøgle til at dekryptere de nye HD-DVD’ere. Det er med andre ord en DVD nøgle. Med den nøgle i hånden vil en programmør kunne skrive et program, som kan afspille de fleste HD-DVD diske.

Hvorfor er tallet ulovligt? Ja… det er faktisk lidt grotesk. Når man køber en DVD får man en disk. På disken er der en film. Filmen er låst og man skal bruge en nøgle for at låse den op og se den. Problemet er, at hvis disken skal være brugbar, skal forbrugeren både have disken og nøglen. Man får altså nøglen. Den er bygget ind i ens HD-DVD-afspiller, men du må ikke se den. Den er nemlig hemmelig. Du må ikke prøve at skille din DVD-afspiller af og prøve at finde nøglen i en af chippene. Det er ulovligt både i USA (DMCA) og EU (infosoc direktivet). Vi har altså love, som gør visse tilfældige tal ulovlige og begrænser ejendomsretten. Du må godt smadre din egen DVD-afspiller med en hammer, men du må ikke gå på jagt i den med elektronisk måleudstyr.

Hvordan kan det så være, at nøglen er kommet ud? En eller anden dygtig fyr har håndhævet sin ejendomsret og skilt sin egen HD-DVD-afspiller ad. Det lykkedes ham at finde nøglen kodet ind i en af chipsene og han smed den derefter på nettet. Selv om nøglen er ulovlig, har den spredt sig i blogosfæren med lynets hast. En Google søgning afslører i hvert fald utallige sites, som stadig har nøglen. Men tag ikke fejl. Folk er blevet truet med advokater og forfulgt. De blev det, fordi de offentliggjorde et tal i vores demokratiske verden med ytringsfrihed og det hele.

Links:
The Inquirer om nøglen
EFF om juraen
Den ulovlige farvestribe
Wired har photoshoppede billeder. Rent spas.
Koden som radio-jingle
Den ulovlige tatovering
09-f9-11-02-9d-74-e3-5b-d8-41-56-c5-63-56-88-c0.com

Man vil gerne på nettet, men mangler en idé. Tager et kamera på nakken og stepskoene i tasken. Og så rejser man. En hel masse. Finder nogle kendte steder, sætter kameraet op. Og så danser man. En hel masse.

Man må give ham, at det lykkes. Og det er endda sjovt nok tænkt. Havde bare været sjovere hvis han var en hun, og hun havde taget sine tasker og en dansestang med.

For et par dage siden skulle vi, endnu en gang, lægge ører til alskens tåget [tøsesnak] om kvindernes ÅÅÅÅH så uretfærdige mindsteløn, de AAALT for få kvindelige ledere i erhvervslivet, hvordan det er SÅÅ synd, at de skal klare AAALT vasketøjet, opvasken, børnepasning og madlavning derhjemme og så videre.

Den sjoveste er sgu næsten denne - citeret fra et kvindeforum: “Piger og kvinder bliver fortsat eksponeret i blade, i radio og i TV, primært som sexobjekter, der er til for at behage. mændene.”

Okej. Så det er skidt at vi kigger på jer, og synes i er lidt lækre. I kunne så vælge at pakke jer ind, eller man kunne opnå ligestilling på anden måde:

Hmm… Jeres valg - men skal vi ikke bare sige, at det er fint som det er?