Bare en lille midnatssnack mens vi venter på de næste rigtige indlæg

I slipstrømmen af de talrige internetradioer såsom Last.FM og Pandora er der nu kommet et frækt lille nummer af en internet radio.

Navnet er Musicovery og det fungerer simpelthen ved at du vælger dit humør og/eller din genre og så kan du ellers følge linjen af musik. Har du venner på besøg, er der fest, eller vil du bare udvide din horisont, så er Musicovery valget du bør tage i junglen af det gode udbud af internet radioer.

Jeg skrev forleden om min tur til releaseparty for bandet Surfact. Årsagen var som sagt, at mine kammerater arbejder på deres nye hjemmeside. Undervejs i festen stødte vi ind i den pige, der bl.a. har designet coveret til Surfacts nye cd. Hun hedder Sigrid Astrup og er fra oppe i Norge.

Jeg er helt vild med de illustrationer hun har lavet i forbindelse med Surfact-projekt, og hvis ikke man gider at købe cd’en for at checke illustrationerne ud, vil en del af dem være integreret i sitet, der snart kommer i luften.

Jeg har dog efterfølgende været inde og checke hendes site ud, og hvis man er til dén slags, er siden klart et besøg værd. Klik på billedet i toppen, hvis det er noget for dig.

Hun har ligeledes instrueret og kreeret en række musikvideoer, og jeg har fundet et par stykker af dem på youtube til folket. Det er fra to mindre danske bands kaldet ‘Sidste Ambulance’ og ‘Entakt’. Så check dem ud, så du kan fortælle din venner i skakten, at du kender de her to nye band, der bare er totalt independent. Så er du sikret totalt street-cred.

Sidste Ambulance - Delt i to

ENTAKT - Kunsten At Slippe Taget

Jeg går næsten aldrig i biografen mere. En 32 tommers fladskærm, bittorrent og tildels DVD’ere har fortrængt lysten til at sidde i et mørkt, ildelugtende rum sammen med flere hundreder andre mennesker, som knaser med slikpapir og slurper sodavand i sig. Den endelige grund til min uvilje mod biografer hedder dog Don Lafontaine.

For ca. 10 år siden, begyndte jeg at lægge mærke til, at næsten samtlige amerikanske trailers var indtalt med den samme dybe stemme, som talte på en irriterende messende måde. Langsomt. Langsomt. Dramatisk. Irriterende… uudholdeligt. Trailer efter trailer. Stemmen snøvler sig igennem ophøjede sætninger om de mest banale handlinger. Den stopper aldrig.

Forleden dag googlede jeg “the movie trailer voice guy”. Google har altid de rigtige svar og navnet Don Lafontaine poppede op på skærmen. Manden må have kostet filmindustrien flere penge, end samtlige BitTorrent-sites. 5000 trailere, tv-reklamer og andet gøgl er det blevet til for Don. Det er mange. Alt alt for mange. Don. Tag og stop. Nu.

Britney på Rehab?

Tak til KDL for et fantastisk link

Når nu vi (jeg) er ved det med komikerne, så kommer her en klassisk Rowan Atkinson-sketch …

Flere fremragende sketches med manden der kan så meget mere end Mr. Bean:

“Welcome to Hell”
“Pink Tights and Plenty of Props”
“With Friends Like These”
“Guys after the Game”

Troels er gået i anmelder mode (og stor kudos for dét) og Pjotte er vågnet op fra de døde med en hammer af et remix af nogle grimme dregne fra en sæbefabrik i nordengland.

Den er svær at komme tilbage på en mandag morgen, men så må man jo smide en 5 årig rap-knægt på bordet, åbne munden, og sige: Hold. Da. Kæft!

Bow wow wow, yippie yo yippie yeah!

For en måneds tids siden, brugte jeg en times tid på at følge et foredrag af Lawrence Lessig. Det handlede om overgangen fra read-only kultur til den mere interaktive read-write kultur og om de ophavsretslige problemer omkring det.

Det er en ret spændende udvikling, at flere og flere bidrager, remixer, deler deres idéer og skaber dermed et internet, som er dynamisk og fyldt med uforudsigelighed.

Der var engang tre unge knægte fra Kersal i England, som lagde en video på YouTube, hvor de rappede dårligt:

Folk med alt for meget fritid og kreativitet, begyndte straks at lave remixes af Kersal Massive. Nogle af dem er pænt hysteriske. Klik og check dem ud. Read-write kulturen styrer.