Demoscenen lever
onsdag, 29. oktober 2008“Hver gang du tror, at en kunstart har nået sit højdepunkt og der ikke kan opfindes mere, vil der komme en person og gøre lige præcist det”
Det løst oversatte citat stammer fra dokumentarfilmen “Scratch” som handler om de ekstremt dygtige DJs og deres omgang med pladesepillere, men kan bruges generelt om alt undtaget håndbold (fordi håndbold hovedsagelig består i trøjeriveri og stikken fingre i hinandens øjne).
Demoscenen er ikke ret kendt blandt almindelige mennesker. Den består i al sin enkelhed af nogle computernørder, som går op i at lave digitale kunstværker, bestående af grafik, lyd og programmel, som presser hardwaren til det yderste. Demoscenen var stor i 80′erne og begyndelsen af 90′erne, hvor maskinerne hed Commodore 64, Amiga, Atari ST og var forholdsvis simple. Tusindvis af nørder mødtes til demofester, hvor mange måneders demoprogrammering kulminerede i fremvisningen af ens værk foran et publikum af nørder. Der blev kåret vindere i flere demo-discipliner og de dygtigste demogrupper kunne drage hjem igen med ny hardware og tonsvis af respekt.
Det var mange år siden. Jeg forlod scenen omkring 94, hvor PC’en vandt hardware-krigen og det ikke længere var helt så sjovt at kode op mod de voksende API’er og hvor tiden og lysten ikke rigtigt var til at sætte sig ind i de mængder af dokumentation, som fulgte med den mere og mere komplekse hardware.
Jeg troede egentligt, at de fleste andre havde det på samme måde og at demoscenen stille og roligt fadede ud i tidens glemsel og talentmassen sev ud i de forskellige industrier. Det gjorde den også. Mange endte med at blive professionelle programmører, lave musik til TV og radio og grafik på reklamebureauer.
Men scenen kørte videre og der er blevet lavet ting, som jeg aldrig troede var mulige. Der bliver stadig produceret sindssyge demoer og brugt mange mandeår.
Beviset er her.
Her findes der også mange af de helt gamle demoer.
De følgende dage vil jeg finde frem til nogle af de fedeste og linke til dem her på bloggen.
Her er en af Fairlight - en gruppe, som også fandtes dengang i 80′erne. De kan stadig.

