Arkiv for maj 2009

Et par ord til journalister

onsdag, 13. maj 2009

BT, Nordjyske.dk, EB m.m. er begyndt at linke til blog4.dk. Det er fint nok. Blog4 er en meget relevant side, hvis man vil spilde et par minutter af sit liv.

Grunden til den omfattende linkning er, at der på søstersiden blok4.dks debatforum har været et indlæg, hvor en fyr mener et eller andet om et eller andet i forbindelse med Brøndbys forestående besøg på Flemming Østergaards stadion. Det er noget med, om man skal tage sin Brøndby trøje på eller ej.

Kære venner fra diverse avisredaktioner. I er pressede. I kan ikke sælge aviser. I aner ikke, hvordan jeres verden ser ud om 2 år.

Hvorfor ødelægger I det for jer selv? Hvis jeres arbejde består i at læse nettets debatfora og klippe og klistre billeder fra The Sun og andre tabloidmedier, så ser jeres fremtid sort ud. Hvis I bliver ved med CTRL-C/CTRL-V og erstatter jeres kilder med “en fyr på et debatforum”, gør I jer selv overflødige.

Enhver studentermedhjælper kan udføre det stykke arbejde. Enhver semibegavet programmør er i stand til at lave et script, som gør det samme.

Det er nu, journalister skal bevise, at de kan noget mere end et simpelt stykke software. Kom i sving.